Alzheimer avisen
 

Hvad nu, hvis . . .

 


 17. april 2012

Skrevet af: Kirsten Suhr/Torben Olsen
Fotos: Redaktionen


Hvad nu, hvis…?


Hvad nu, hvis min ægtefælle/samlever falder om med et hjertetilfælde/stop.

Hvordan tilkalder så jeg hjælp, når jeg kun kan betjene en telefon med én knap, og den, som telefonen ringer til, er den person, som er faldet om.

 


 

Indledning: Redaktionsmøde
Hver tirsdag eftermiddag samles Alzheimer-avisen’s reaktiongruppe til ugens redaktionsmøde.
Her brainstormer, planlægger og redigerer vi nye artikler til net-avisen.


Efter en let frokost ta’r vi en snak, som vi kalder ”siden sidst” eller ”bordet rundt”.

Afhængig af, hvad der ”kommer på bordet”, inddeler vi os derefter i arbejdsgrupper, hvor hver gruppe arbejder med stof til nye artikeler.


Hvad nu, hvis…?

Ulla er tovholder, Søren referent, skriverkarl og – sammen med undertegnede - er det os, der lægger stoffet ind på net-avisen.


På redaktionsmødet sker det af og til, at der dukker helt andre emner og diskussioner op.

Det kan være noget, én har læst i avisen, en artikel i et blad eller en bog, det kan være en brevveksling, som man har med det offentlige system, eller, som forleden, hvor et af udvalgets medlemmer – affødt af en konkret episode – sagde: ”Hvad nu, hvis min ægtefælle pludselig bliver syg og skal indlægges, eller dør, hvad gør jeg så?”


Det gav stof til en længere snak, og den snak vil Kirsten Suhr og jeg forsøge at gengive i denne lille artikel, som har fået overskriften: ”Hvad nu, hvis…?”


---


Samtalen

Tirsdag den 17. april 2012 havde Kirsten Suhr og jeg en længere samtale – ca. 1 times tid.
Vi nåede ”langt omkring”. Men sådan er det sikkert altid, når man brainstormer, og forsøger at komme ind til sagens kerne.


Det første kvartes tid talte vi meget om dét, at være demensramt, at have Alzheimer. Hvad gør det ved én at få stillet diagnosen, altså i vid udstrækning de psykiske reaktioner. Men også de gener sygdommen udmønter sig i. Nye udfordringer i alle dagligdagens gøremål, ja, faktisk i alle livets situationer. At gøre ting, dvs. deltage i alskens gøremål, det, der for ”den raske” er ukompliceret, bliver for den demensramte person pludselig uoverskuelige forhindringer, hvor man er nødt til at søge hjælp hos en eller flere støttepersoner.


Og det er så her ens nærmeste kommer ind i billedet. Og – ikke unaturligt – bliver det oftest ægtefællen (hvis man har sådan en), der bliver den person, det menneske, som den demensramte støtter sig til.


Hvad nu, hvis…?

Hjemmet (med ægtefællen) er ens base. Den centrale livsarena. Det er herfra vores verden går, det er herfra vi alle har vores udgangspunkt. Det er her du er beskyttet. Det er her du slapper af, kan (og tør) være dig selv. Der er ingen, der ”ser” på dig, ingen der opdager dit eventuelle handicap.


Der er også her du, som menneske (både den raske og demensramte) får opfyldt dine basale behov. Noget at spise, din egen seng at sove i, rent tøj på kroppen og personlig hygiejne, og mennesker der elsker og holder af dig, betingelsesløst. Kort sagt tryghed.


Den er én, der tager sig af alt dét, du lidt efter lidt ikke længere selv er i stand til. F.eks.: Købe ind. Lave mad. Vaske tøj. Gøre rent. Betaler regninger. Kontakt til det offentlige.  Planlægge og organiserer ud-af-huset-aktiviteter. Være i kontakt med familie og netværk. Ja, der kan nævnes myriader af andre ting, som man ikke lige tænker på, når alting ”sidder på rygraden”. Men væsentligst af alt er, at have et andet menneskes fortrolighed og tillid, én man kan snakke og diskutere med, én man kan regne med og som hjælper én og som man stoler 100% på, selvom man måske også ind imellem fristes til at tænke, at man udnytter vedkommende.


---


Spørgsmålene

Efter vi havde snakket i ca. en times tid om ”vores forskellige liv”, Kirstens og mit, forsøger vi i det følgende at opsummere samtalen i nogle spørgsmål. Spørgsmålene er en konkretisering af, dels vores samtale, dels den diskussion, som vi havde på redaktionsmødet.


Bevidst (eller ubevidst) – jeg ved det ikke rigtig – trickede vi straks på det mest ubehagelige scenarie, som fik følgende overskrift: ”Hvad nu hvis…?”


Hvad nu, hvis min ægtefælle/samlever falder om med et hjertetilfælde/stop.

Hvordan tilkalder jeg så hjælp, når jeg kun kan betjene en telefon med én knap, og den, som telefonen ringer til, er den person, som er faldet om.


Hvad nu, hvis det værst tænkelig er sket, at min elskede er død.

Jamen… jamen… Hvad så med mig?


Hvad nu, hvis jeg er så velfungerende, at jeg kan kalde 1-1-2, og Akutlægen/Falck kører af sted med min ægtefælle, hvordan reagerer ”systemet” så.


Hvad nu, hvis jeg bliver ladt hjælpeløs tilbage. Andre kender ikke min situation.

Er jeg registret på nogen som helst måde, som én der også skal have hjælp.
Giver lægen - giver Falck - giver sygehuset - giver ens egen læge - besked bagud, så der kommer nogen og hjælper mig.


Hvad nu, hvis jeg så står alene tilbage.

Så får jeg måske en beskyttet bolig eller en lejlighed på et plejehjem, som ”nogen” må finde ud af at få mig installeret i.


Hvad nu, hvis jeg så sidder dér, mutters alene, i mit ”nye”, fine hjem, kan jeg så opretholde mit hidtidige netværk.


Hvad nu, hvis jeg så mister min medbestemmelse/selvbestemmelse, hvem taler så min sag.

Det er jo ikke sikkert jeg selv er i stand til formulere min tanker/ønsker.


Hvem hjælper mig så med det.

Og alle de andre praktiske ting, som skal løses.

D
et kan jeg slet ikke rumme i mit hoved. Og nu er jeg træt. Og forvirret.


---


Efterfølgende

Det er muligt, at de spørgsmål vi stiller og de problematikker vi rejser, kan besvares rimelig nemt.
I så fald vil Kirsten og jeg gerne bede om svarene.


Det kan også tænkes, at vores samtale afføder nye spørgsmål.

Flere personer finder altid på flere spørgsmål, men forhåbentlig også på flere svar.


Så giv os nogle gode, brugbare og menneskelige løsninger.

Lad tvivlen komme den svage til gode.


Venlig hilsen

Kirsten Suhr og Torben Olsen


 

Tilbage til Arkiv 2012

Aktuelt

25. marts 2018

Kallerupvej-modellen

Magasinet er en beskrivelse af dagligdagen på Kallerupvej og den meget forskellige brug, der er af lokalerne og stedet.


7. februar 2018

"Når plejeboligen nærmer sig"

Dette hæfte giver gode råd fra pårørende ægtefæller - til ægtefæller og andre nære pårørende - til mennesker med en demenssygdom


7. februar 2018

"Kom i gang i god tid"

- gode råd til demensramte og deres pårørende - fra pårørende ægtefæller


Kallerupvej

Seniorhus Odense

Alzheimerforeningen

Alzheimer-avisen på Facebook

 
  www.alzheimer-avisen.dk - Kallerupvej 58 - 5230 Odense M - Tlf. 6619 4091
Email: kallerupvej58@gmail.com