Alzheimer avisen
 

Mød Alzheimerforeningens direktør

 

10. december 2008
Skrevet af: Erik Mørk. Interview'ere Gerda Hansen og Kent Olsen

Fotos: Preben Larsen og Erik Mørk

 

 

Mød Alzheimerforeningens direktør

Nis Peter Nissen

 

 

Nis Peter Nissen

interviewes af Gerda Hansen

og Kent Olsen

på Den Landsdækkende TænkeTank på Brogården i Strib.


Hvad er din forudsætning for det arbejde du nu har, som direktør?
Der er 2 grunde til at jeg søgte stillingen som direktør.
Den ene er, at jeg, siden jeg var helt ung, har arbejdet med det, jeg kalder ”hjertesager”, altså sage, der berører menneskers følelser, tanker og engagement.


Det har jeg gjort i Røde Kors, mit arbejde her handlede om unge mennesker og miljø – i Afrika.

I ”Plant et træ i Afrika – kampagnen” var jeg med til at plante træerne.

Jeg har altid arbejdet FOR en SAG – ved at få det, der foregår i foreninger rundt i landet frem i lyset, og sørge for, at der er flere danskere, der får kendskab til denne ”hjertesag”.

Den anden grund er, at jeg i mange år har beskæftiget mig med kommunikation. Altså - hvordan man får bragt budskabet ud om, hvor  vigtigt det er, at den folkesygdom, som demens er, også bliver en folkesag, som kan hjælpe og støtte demente – at få det budskab bragt ud i medierne -  i offentligheden, sådan at flere danskere end i dag støtter op om Alzheimerforeningen og støtter sagen. Den form for kommunikation har jeg arbejdet med i mange år.
 

  Gerda Hansen og
Kent Olsen,
Foto: Erik Mørk        


Hvordan vil du sikre, at du kan gøre ligeså meget for de enkelte foreninger ude i landet, som foreningen i København?
For det første er det for mig det samme. Jeg snakker om VI, når jeg taler om Alzheimerforeningen, både om landskontorets arbejde og foreningernes arbejde.

Jeg bruger tid i øjeblikket på at tage rundt til lokalforeninger, for at høre hvilke ønsker, behov og problemer de har. I landsforeningen har vi besluttet, at vi vil være en interesseorganisation, som går ud og taler og prøver at forbedre forholdene for demente.         

De lokale foreninger er bedst til det nære, støtten i det lokale arbejde. I landsforeningen skal vi arbejde på det, vi er bedst til, og det er at få demenssagen gjort meget mere synlig, få den på den offentlige dagsorden, således at politikerne tager os alvorligt, og så skal vi skaffe flere penge til gavn for det arbejde der foregår, ofte i lokalforeningerne.

Kræftens bekæmpelse og Gigtforeningen – det er store foreninger. Kan vi blive lige så store og kan du se, at vi har en interesse for det?
Jeg mener bestemt, vi kan blive lige så store. Det kan vi af den simple årsag, at vi har en god sag. Når vi går ud og siger noget i offentligheden, så er der ingen, der kan beskylde os for andet, end at mele vores egen kage – nemlig de demente og pårørendes sag. Så vi toner rent flag. Der er rigtig mange danskere som berøres af en demenssygdom.

I øjeblikket regner vi med, at der er ca. 80.000 danskere som har en demenssygdom, og omkring 400.000 danskere som lever med en demensramt i den allernærmeste familie. I løbet af de næste 20- 30 år vil antallet af demente blive næsten fordoblet, så en meget stor del af den danske befolkning vil blive berørt af det her.

Hvis vi gør det ordentligt og anstændigt har vi en mulighed for, at få vægt i det vi siger på samme måde som f. eks. Kræftens Bekæmpelse, Gigtforeningen og mange af de andre organisationer.

Vil du beskrive en typisk arbejdsdag for dig?
Ja. Jeg står tidligt op, og jeg cykler på arbejde. Så er jeg på kontoret lidt i 8. Jeg kører hurtigt (16 km), så jeg er svedig og pulsen er høj, så jeg skal ”dampe af”, før jeg går i bad. Vi har det sådan, at vi hver dag forsøger at lave mindst en og nogle gange flere ansøgninger til en fond eller andet, om penge til Alzheimerforeningens arbejde. Det ordner jeg så om morgenen, når jeg er mødt og inden medarbejderne kommer.
Omkring ved nitiden besvarer jeg så de mails, der skal besvares. Så er der personalemøder og møder uden for huset. Det er vigtigt for Alzheimerforeningen, at jeg kommer meget rundt til andre organisationer, myndigheder, erhvervsvirksomheder og folk, der kan hjælpe os, og det er mange forskellige steder. Det bruger jeg også en del tid på.

Når jeg kommer hjem og har spist, kan jeg som regel nå at sætte mig ved computeren en time til halvanden. Der kan jeg skrive et oplæg, en artikel eller et foredrag.

Er der et samarbejde på internationalt plan på demensområdet?
Vi samarbejder i Norden, på det europæiske plan og også internationalt. I Europa samarbejder vi om at få EU-parlamentet til at fokusere på Alzheimers og andre demenssygdomme. Der er lavet en aktionsplan, et program og en deklaration. Vores arbejde resulterede i, at der nu er 4 danske EU-parlamentarikere, i stedet for 0, som har tilmeldt sig dette her initiativ, så vi er i superligaen i forhold til, hvor mange parlamentarikere vi har.

Her i Norden er vi vandt til et velfærdssamfund, der tager sig af det basale, mens der i andre lande, f.eks. i det sydlige Europa og England er mange private, som tager affære. Alzheimerforeningen i England har private plejehjem, som er målrettet til og indrettet for demente. Foreningen har mere end 100 ansatte. I Danmark er vi 4.

I England og USA er Alzheimerforeningerne meget bedre til at skaffe penge. På det område er vi meget beskedne i Danmark. Vi synes, det kan være lidt pinligt. Her er der en stor udfordring både for mig og for en stor del af Alzheimerforeningens medlemmer, men jeg er overbevist om, at det er noget vi bliver nødt til at gøre meget mere ved.

Når man ser i Alzheimerforeningens blad, hvad der foregår ude i foreningerne, så er det ikke ret meget. Hvis man kunne få lokalforeningerne til at lave flere arrangementer, som folk kunne komme til ville der være flere der betalte, men der foregår tilsyneladende ikke ret meget ude i lokalforeningerne.

Jeg er blevet positivt overrasket, når jeg har været rundt. Der sker mere end det, der står, og der er heldigvis rigtig mange aktiviteter. Det er ikke alle aktiviter man kan skrive op i en aktivitetskalender, for de foregår ikke på det plan.

En ting jeg har bemærket er, at de støttegrupper, som vore medlemmer er aktivt involveret i, de figurer sjældent. Vi har faktisk ikke overblik over, hvor mange støttegrupper og støtteaktiviteter der er i Alzheimerforeningens regi, fordi der er mange af vores ildsjæle, som arbejder i andre sammenhænge. Nogle arbejder som demenskoordinatorer eller laver pårørendegrupper for kommunerne.

Det er Alzheimerforeningens medlemmer der lægger arbejdsressourcerne, men det er måske kommunen som sætter rammerne op og sørger for at lægge lokaler til.

Men der er en ting, der er vigtigt, og det er, at vi skal gøre det der sker mere synligt. Det er der 2 grunde til. Den ene er, at det faktisk gør en forskel, den anden at det kan være en inspirationskilde for andre.

Lige præcis i forhold til yngre demente har vi rigtig meget behov for at være synlige på de aktiviteter, som vi laver. For der sker noget på det område, som vi skal blive bedre og mere skarpe til at kunne håndtere. Det skal være aktiviteter, der er vedkommende og relevante. Det er en speciel gruppe, som har andre forhold og andre behov.

Er det muligt, at du kan søge fond, eller noget andet, for at prøve at rejse et center, hvor demente har mulighed for at komme ud og snakke med andre demente og få en lille ferie?

Det er en af de aktiviteter, som vi prioriterer højt, at få det vi kalder ferie/aflastning/uddannelse. Uddannelse skal forstås bredt. Man lærer at være sammen, og man kan sætte ting på dagsordenen, når man er sammen. Det er der, hvor vi synes, vi kan gøre en forskel, så det er klart et interesse- og fokusområde.

Jeg er ikke sikker på at et center vil være den mest geniale måde at gøre det på. Det binder mange penge og ressourcer, der måske kan anvendes bedre andre steder. Måske vil det være bedre, at finde nogle gode centrale steder, hvor vi sammen med kursusstedet kan udvikle en speciel kapacitet, der kan lave nogle aktiviteter målrettet demente i en periode. Resten af året, der kan de så lave kursusvirksomhed for andre.

Det skal være kursusvirksomhed, der passer til demente. Det er vigtigt, at vi har aflastningstilbud og ferietilbud. Vigtigere end at vi har et hus.


Hvad synes du om at være på TænkeTank og tror du der bliver råd til at arrangere en også næste år?
Det håber jeg bestemt. Jeg synes det er meget inspirerende.
Vi er her med mange forskellige forudsætninger, nogle har lige har fået stillet diagnosen. For dem er livet  en stor tumlen rundt i hovedet. Der er nogen, der har været med rigtig mange gange, for dem er det hele faldet lidt mere på plads, men der er stadigvæk udfordringer. Den mangfoldighed er meget markant, vi er her med mange forskellige forudsætninger. Det at pårørende også er her det er godt.


Tilbage til Arkiv 2008
h

Aktuelt

25. marts 2018

Kallerupvej-modellen

Magasinet er en beskrivelse af dagligdagen på Kallerupvej og den meget forskellige brug, der er af lokalerne og stedet.


7. februar 2018

"Når plejeboligen nærmer sig"

Dette hæfte giver gode råd fra pårørende ægtefæller - til ægtefæller og andre nære pårørende - til mennesker med en demenssygdom


7. februar 2018

"Kom i gang i god tid"

- gode råd til demensramte og deres pårørende - fra pårørende ægtefæller


Kallerupvej

Seniorhus Odense

Alzheimerforeningen

Alzheimer-avisen på Facebook

 
  www.alzheimer-avisen.dk - Kallerupvej 58 - 5230 Odense M - Tlf. 6619 4091
Email: kallerupvej58@gmail.com