Alzheimer avisen
 

Livet med demens - livet med Jørgen

 

12. november 2008
Skrevet af: Redaktionen

 

 

Livet med demens - livet med Jørgen

I 2002 fik min mand, Jørgen, konstateret Alzheimers, som er en fremadskridende demenssygdom. Jørgen var på det tidspunkt 65 år. Set i bakspejlet var sygdommen startet et par år tidligere, idet der i hverdagen var mange ting, jeg undrede mig over, men på det tidspunkt havde jeg ikke kendskab til sygdommen.

Jørgen havde stadig tilknytning til arbejdsmarkedet, da sygdommen indtraf. Han har altid været meget glad for sit arbejde som gartner. Jørgen havde bl.a. ansvaret for sprøjtningen af planterne, men kom tit hjem og fortalte, at han havde svært ved at huske procenterne og blandingerne, hvilket han ikke havde haft problemer med tidligere.

Jørgen gik på efterløn som 63-årig. På det tidspunkt arbejdede jeg stadig, men oplevede ofte, at når jeg kom hjem fra arbejde, fortalte Jørgen stolt hvor meget han havde cyklet den dag, og næste dag skulle han cykle længere. Det var underligt, at det fyldte så meget - Jørgen har altid cyklet meget, men dette var dog mere end normalt. Havearbejde havde ikke så stor interesse mere, det havde ellers været hans stolthed. Vi havde sammen anlagt en have i japansk stil med mange sten og formklippede planter, som Jørgen var meget dygtig til at klippe i form. Denne evne mistede han hurtigt.  

Den største sorg for Jørgen var på det tidspunkt tabet af sit kørekort. Lægen anbefalede, at Jørgen ikke længere skulle køre bil, da jeg fortalte lægen om vores mange sammenstød i forbindelse med Jørgens måde at køre bil på. Jørgens kørsel var blevet meget usikker, bl.a. var han begyndt at stoppe for grønt.

Vi boede i et hus, da Jørgen fik sygdommen konstateret, og i starten voldte det os ikke problemer, at holde hus og have, men som tiden gik, blev det svært for ham, hvis jeg ikke var lige ved siden af. Det havde ellers været vores plan at blive boende til vi blev gamle, men i stedet valgte vi at sælge huset og flytte i bofællesskab.

Efter nogle år var Jørgen blevet så dårlig, at jeg blev anbefalet at Jørgen kom i et dagcenter nogle timer dagligt. Det er et dagcenter for ligestillede. Vi tog imod dette tilbud, da især jeg oplevede, at det blev sværere og sværere at beskæftige Jørgen derhjemme og give ham en meningsfyldt hverdag. Det blev han rigtig glad for, så det var en god ordning for os begge.

Jørgen kunne ikke længere læse, kunne ikke følge med i de mest simple fjernsynsprogrammer og havde i det hele taget brug for min hjælp og omsorg døgnet rundt. Dette var et stort pres. Det er et stort pres hele tiden at skulle være på forkant med situationen, så Jørgen ikke oplevede nederlag. Vi var lige værdige, men ikke lige stillede efterhånden som balancen mellem os rykkede sig og jeg måtte tage over i stort set alle henseender i hverdagen.

Efter halvandet år på denne vis tog sygdommen fart og han blev indstillet til en plejehjemsplads. Vi fik tilbudt en bolig på Nørrevænget i Gislev, hvor han også havde været i aflastning. Jeg besluttede i samråd med vores børn og kommunens demenskoordinator, at tage imod tilbuddet, som ville betyde, at Jørgen skulle flytte i egen bolig.

Flytningen blev nøje planlagt, men Jørgen blev først informeret nogle få dage forud, da det var svært for ham at overskue konsekvenserne af en sådan besked. Flytningen gik over al forventning. Jeg tror faktisk at Jørgen satte pris på at denne beslutning blev taget for ham, da han jo oplevede at vores ellers ligeværdige forhold var forsvundet. Det var en stor beslutning, som vi helst ville have været foruden, da man griber ind i et andet menneskes integritet og foretager beslutninger, der i højeste grad påvirker hans liv. Dog følte vi, at skulle der være et liv for alle, var det en nødvendig beslutning.

Jørgen har det rigtig godt nu. Snakker meget om de venner, han har dér, hvor han bor.

Vores samvær nu er meget præget af, at Jørgen har et meget begrænset sprogbrug, hvor det nu er de små ting i hverdagen, der fylder, såsom blomster, træer, vind og vejr. Jørgen drager stadig omsorg for mig, ikke ved at spørge til hvordan jeg har det, men fx ved at lægge et tæppe over mig, hvis jeg fryser.

Livet som pårørende til en dement er svært. Det er hårdt at se den mand, man troede man skulle blive gammel med, miste sine færdigheder og sig selv. Som børn af en dement mister man en far. Kendetegnende er, at man nu er den, der skal tage vare på sin far - eller for ægtekonens skyld - tage vare på sin mand, som var det ens barn.

Jørgens børnebørn har tit stået i en situation, hvor de har måttet drage omsorg for Jørgen, hvor det i den givne situation klart burde have været omvendt.

Værst af alt er dog Jørgens egne tab. Han har mistet evnen, men ikke lysten, til at være noget for sin kone, sine børn og børnebørn, som han var hele sit liv inden han blev syg.

Elise Poulsen

Tilbage til Arkiv 2008
h

Aktuelt

17. september 2018

Demensvenligt Sygehus - patientvenligt for alle

OUH Svendborg Sygehus som specialsygehus har en målsætning om at blive et Demensvenligt sygehus


25. marts 2018

Kallerupvej-modellen

Magasinet er en beskrivelse af dagligdagen på Kallerupvej og den meget forskellige brug, der er af lokalerne og stedet.


7. februar 2018

"Når plejeboligen nærmer sig"

Dette hæfte giver gode råd fra pårørende ægtefæller - til ægtefæller og andre nære pårørende - til mennesker med en demenssygdom


7. februar 2018

"Kom i gang i god tid"

- gode råd til demensramte og deres pårørende - fra pårørende ægtefæller


Kallerupvej

Seniorhus Odense

Alzheimerforeningen

Alzheimer-avisen på Facebook

 
  www.alzheimer-avisen.dk - Kallerupvej 58 - 5230 Odense M - Tlf. 6619 4091
Email: kallerupvej58@gmail.com