Alzheimer avisen
 

Vores hjælp fra kommunen

 

3. november 2008
Skrevet af: Grethe Smidt, Kent Olsen. Journaliststøtte: Jørgen Honorè
Foto: Jørgen Honoré

 

 

Vores hjælp fra kommunen

  For at belyse oplevelsen af en kommunes støtte til et yngre demensramt ægtepar, har vi talt med Bent Wulff og hans hustru Anne-Marie. Bent Wulff fik konstateret pandelapsdemens for ca. 2 år siden. Ægteparret bor i Nordfyns Kommune.

Læs interviewet her.

1. Hvad fejler du og hvordan blev i opmærksom på sygdommen?

Bent:
”For ca. 30 år siden fik jeg sukkersyge. Jeg har fået konstateret demens og har også haft blodpropper i hjernen”.
”Det var min kone der først tog op til lægen. Hun aftalte en tid og fik mig overtalt til at tage med op til en konsultation”.         

Anne-Marie:
”Bent var til samtale med en del læger; men først efter undersøgelser på flere sygehuse, bl.a. OUH, med skanning, rygmarvsprøve og blodgennemstrømning, blev det konstateret at han havde demens”.
”Det var en længerevarende proces og det tog vel et års tid, inden den endelige diagnose var stillet”.

2. Blev du, efter at du havde fået stillet din diagnose, gjort opmærksom på hvilke muligheder der var for at få hjælp? Og hvordan blev kontakten til kommunen formidlet?

Bent:
”Personalet på sygehuset fortalte os, at vi skulle kontakte vores egen læge og hjemkommune. Selv følte jeg, at jeg fik en god behandling”.

Anne-Marie:
”Vi fik nogle foldere af lægen og sygeplejersken og de spurgte os, om de måtte kontakte demenskonsulenten i vores kommune”.
”Hvad var nu det her for noget? Undersøgelserne af Bent var afsluttet, og de kunne ikke gøre mere for ham”.
”Efter ca. 14 dage kontaktede demenskonsulenten os; men jeg bad hende vente, fordi jeg ikke følte, at Bent helt havde forstået, hvad det hele drejede sig om og jeg ville helst ikke gå bag hans ryg”.
”Vi aftalte en samtale på et senere tidspunkt og har efterfølgende fået talt tingene igennem”.
”Med hensyn til de hjælpemidler, vi kunne have brug for, har vi selv gjort opmærksom på og efterfølgende søgt om ved kommunen”.

3. Blev der tilbudt orientering om sygdommen til din nærmeste familie?

Anne-Marie:
”Nej, men jeg fik et telefonnummer til Alzheimerforeningen, hvorefter jeg ringede derud. I forbindelse med min samtale med lederen af rådgivningscentret i Odense, Ulla Thomsen, blev vi enige om, at jeg skulle på en ”pårørendeskole”.

4. Har du fået en kontaktperson ved kommunen eller er det en ny hver gang?

Bent:
"Ja, det mener jeg”.
”Når jeg har ringet derop, har jeg fået svar på mine spørgsmål, og ja, jeg har en kontaktperson; men det er jo ikke sikkert, at det lige nødvendigvis er hende, jeg skal have fat i hver gang, jeg ringer. Da jeg fik min GPS, var det en bestemt person der tog sig af dette og det var en anden, der tog sig af kørselsordningen. Jeg må jo ikke køre bil; men har da stadig mit kørekort”.

Anne-Marie:
”Jo; men på en måde går det igennem konsulenten alligevel”.

5. Er du, af kommunen, blevet informeret om de muligheder, der er for hjælp? Eller skal du selv være opsøgende? Og hvordan har du fået det tilbudt?

Bent:
”Ja, det mener jeg? Konsulenten har lige været hjemme hos os, hvor hun spurgte  mig, om der var nogle ting, jeg havde brug for. F.eks. en GPS, der kan vise andre, hvor jeg befinder mig henne.”
”Vi havde også spurgt, om jeg kunne få en aflastningsplads. I første omgang fik vi nej; men nu mente konsulenten, at det godt kunne lade sig gøre. Det skal dog først op at ”vende i kommunen” først.”
”Vi har nu nok, i første omgang, selv fundet ud af, hvad vi har haft brug for. Efterfølgende har vi så rettet henvendelse til kommunen og søgt om dette. Efter nogle få dage har vi så fået at vide, at det kunne de godt hjælpe os med, på en eller anden måde.”

Anne-Marie:
”Ja, jeg kan godt bekræfte, at det ikke har voldt de store problemer at få hjælp fra kommunen”.
”På et tidspunkt søgte vi om en ledsagerordning og der kom to personer fra kommunen hjem til os. Her blev vi enige om, at Bent på nuværende ikke har brug for en ledsager; men i stedet kunne klare sig med en kørselsordning med taxi. I øjeblikket to gange om ugen og hvis vi havde brug for mere, så ville de se på det igen”.
”En ledsagerordning kan jo komme på tale senere, hvis Bent f.eks. vil til en fodboldkamp eller en biograftur, som jeg ikke er interesseret i”.

”Det er klart, at kommunen ikke altid kan se, hvad vi har behov for; men når vi har kontaktet dem med nogle ønsker, har de været åbne for at se på tingene.

6. Hvilke hjælpemidler har du hidtil fået bevilliget?

Bent:
”Jeg har en GPS med indbygget telefon, som jeg selvfølgelig syntes, at jeg skulle have. Vi må dog betale halvdelen selv, fordi det kun er GPS'en, der er et hjælpemiddel, hvorimod kommunen mener, at telefonen er et forbrugsgode”.
”Jeg kan kun sige at jeg er tilfreds med, hvad kommunen har hjulpet mig med. De har selv flere gange været opsøgende og selv ringet til os”.

Anne-Marie:
”I starten måtte jeg selv kontakte kommunen; men de ting vi har søgt om, er ret hurtigt blevet bevilliget”.
”Jeg sidder her med Bent's taxabevilling, som snart udløber og jeg kan forvente et brev fra kommunen om, at de kommer hjem til os, for at se på, om bevillingen skal fornyes. Det er ikke noget, jeg selv skal gå og huske på”.
”I starten var det lidt tungt, for du aner ikke, hvad der er brug for og du skal finde ud af, hvordan tingene skal gribes an; men som det er nu, er kommunen rigtig hjælpsomme”.
”Aflastningsplads er også bevilliget. Så er det på plads”.
”Vi blev af demenskonsulenten anbefalet, at se på de plejehjem, der er i kommunen og hvor vi mente, det ville være bedst for Bent at være, når den tid kommer. Bent har selv valgt det plejehjem, der ligger i Søndersø, i nærheden af hvor vi bor nu. Det er jo ikke sikkert, at jeg bliver ved med at have bil. Og som Bent siger: - Så kan jeg jo nemmere komme hjem og få en tår kaffe -”.
”Vi har altid været åbne om Bent's sygdom, både overfor familien og arbejdskolleger. Det er bedst at få talt ud om tingene og få løst problemerne efterhånden som de opstår.

 

Tilbage til Arkiv 2008
h

Aktuelt

17. september 2018

Demensvenligt Sygehus - patientvenligt for alle

OUH Svendborg Sygehus som specialsygehus har en målsætning om at blive et Demensvenligt sygehus


25. marts 2018

Kallerupvej-modellen

Magasinet er en beskrivelse af dagligdagen på Kallerupvej og den meget forskellige brug, der er af lokalerne og stedet.


7. februar 2018

"Når plejeboligen nærmer sig"

Dette hæfte giver gode råd fra pårørende ægtefæller - til ægtefæller og andre nære pårørende - til mennesker med en demenssygdom


7. februar 2018

"Kom i gang i god tid"

- gode råd til demensramte og deres pårørende - fra pårørende ægtefæller


Kallerupvej

Seniorhus Odense

Alzheimerforeningen

Alzheimer-avisen på Facebook

 
  www.alzheimer-avisen.dk - Kallerupvej 58 - 5230 Odense M - Tlf. 6619 4091
Email: kallerupvej58@gmail.com