Alzheimer avisen
 

Lotti Larsen går på pension

 



3. november 2008
Skrevet af: Sonja Alsing-Børgesen, Kim Gommesen, Erik Mørk
Foto: Preben Larsen

 

 

Demensliniens ”Grand Old Lady”
går på pension


Alzheimer-avisen har bedt Lotti Larsen om et interview i forbindelse med hun nu går på pension.
Vi sidder så her, ved et svømmebassin, på 5. sal i det meget specielle seniorbofællesskab, hvor hun bor.
 
Hvem er Lotti? Hvordan opfatter du dig selv?

Jeg er en varm, udadvendt og åben person, der har stor interesse for demens, som jeg har arbejdet med den største del af mit arbejdsliv. Da jeg var yngre, havde jeg slet ikke forestillet mig, at jeg skulle arbejde med ældre mennesker. Jeg havde en dejlig mormor, men hun var meget snobbet. Når man var på ferie hos hende så skulle man skifte tøj kl. 12 - uanset hvad – og man måtte gerne sove længe, men senest kl. 8 skulle rullegardinerne været rullet op, så naboerne kunne se det.
Så dengang tænkte jeg – gamle mennesker skal jeg aldrig nogensinde arbejde med.

Da jeg blev uddannet som socialrådgiver for 30 år siden, begyndte jeg at arbejde med, og få interesse for demens, dengang var det typisk gamle mennesker. Der var ikke så mange yngre, der havde fået en demensdiagnose.

Min endelige interesse for demens fik jeg, da jeg mødte Oline på 92. Hun havde ikke meget sprog og mange syntes hun var underlig, men der var en vældig god kemi mellem hende og mig. Oline var dement, og siden har jeg altid syntes, at der var noget helt specielt ved mennesker med demens, og derfor valgte jeg at arbejde med demente og deres pårørende.

Hvorfor gik du i gang med Demenslinien?

Jeg var med til at stifte Alzheimerforeningen for 17 år siden. Som socialrådgiver er rådgivning, vejledning, kommunikation og telefonrådgivning en stor del af ens arbejde. Da den første stilling blev opslået i 1995, var jeg meget interesseret. Af forskellige grunde blev det først i 2001, jeg blev knyttet til Demenslinien. Først som afløser og i 2002 fik jeg en fast dag om ugen, senere var jeg fast på Demenslinien.

Hvem ringer og hvad spørger de om?

Det er ægtefæller, voksne børn, oftest døtre samt forskellige faggrupper. De spørger om alt muligt, så man skal holde sig orienteret om, hvad der rør sig i samfundet omkring demens.
På det sidste har der været en tendens til, at det er mange juridiske spørgsmål, som for eksempel værgemål og fuldmagt, men der er også mange spørgsmål om det sociale og følelsesmæssige. Folk er glade for at få belyst tingene af en udefra.

Der er enkelte, der selv har demens, der ringer, dog ikke så mange, som man kunne forvente. Udredningsstederne giver god vejledning, og jeg tror, at alle efterhånden har en kontaktperson, som de kan ringe til omkring medicinske og lægelige spørgsmål.

Har du oplevet respons på dit arbejde på Demenslinien?

Meget – næsten overvældende meget, man sidder nogen gange i en samtale, der kan vare ½ time og siger ”hmmm” og ”jamen det forstår jeg godt”, og bagefter siger folk, 1000 tak for en dejlig samtale, og så tænker man – i hvert fald i begyndelsen - jamen jeg lyttede jo bare og sagde ikke særligt meget. Men det, at jeg har lyttet og været til stede, har i den aktuelle situation været det, personen havde brug for.

Jeg skal hele tiden passe på ikke at ”trykke på noget” som jeg ikke kan følge op på. Jeg skal ikke tage hul på noget, som personen ikke selv er parat til.

Jeg er en tryghedsgivende person, med en stemme der virker beroligende. Jeg har fået mange breve, mails, mange har ringet og sagt, ih hvor er det godt, du har skaffet min mor klarhed over situationen, men det er ikke det, der bærer arbejdet, det er ikke noget jeg forventer.

Har du været med til at påvirke lovgivningen og administrationen ved dit arbejde?

Ikke direkte. Men via min stillingsbeskrivelse har jeg pligt til at videregive aktuelle problem-stillinger til bestyrelsen og ledelsen. Da jeg har deltaget i retsudvalgets møder, påvirker jeg også indirekte på den måde.
Det lovstof, der berører demente og deres familier, får vi til høring i Alzheimerforeningen.
Jeg er, til min store glæde, blevet valgt ind i retsudvalget, nu hvor jeg holder op, så jeg kan fortsætte med at påvirke ad den vej.

Hvorfor holder du op?

Jeg bliver snart 66 og har været på arbejdsmarkedet i 50 år, og det synes jeg er nok. Men jeg slipper ikke sagen som sådan, jeg har stadig pårørendegruppe og pårørendeskole og jeg vil være afløser på Demenslinien.

Er der nogen der tager over efter dig?

Ja – en rigtig god pige, Else Hansen, der er sygeplejerske og har arbejdet meget med demens. Hendes holdninger er meget lig mine. Demenslinien har været så heldig, at vi har haft en hel måned sammen, hvor vi har skiftedes til at tage samtalerne og supervision efter samtalerne, og jeg syntes hun er rigtig god til det.

Så I kan roligt ringe.

Billeder fra Lottis afskedsreception. Foto Jesper.
       

 

 

Tilbage til Arkiv 2008
h

Aktuelt

25. marts 2018

Kallerupvej-modellen

Magasinet er en beskrivelse af dagligdagen på Kallerupvej og den meget forskellige brug, der er af lokalerne og stedet.


7. februar 2018

"Når plejeboligen nærmer sig"

Dette hæfte giver gode råd fra pårørende ægtefæller - til ægtefæller og andre nære pårørende - til mennesker med en demenssygdom


7. februar 2018

"Kom i gang i god tid"

- gode råd til demensramte og deres pårørende - fra pårørende ægtefæller


Kallerupvej

Seniorhus Odense

Alzheimerforeningen

Alzheimer-avisen på Facebook

 
  www.alzheimer-avisen.dk - Kallerupvej 58 - 5230 Odense M - Tlf. 6619 4091
Email: kallerupvej58@gmail.com