Alzheimer avisen
 

Demens - og hvad så

 

20. august 2008
Skrevet af: John Overgaard, Aalborg


Demens - og hvad så
Et godt liv med demens i det nordjyske


Der er ikke noget at sige til, at man stopper op, når man har fået stillet en demensdiagnose. Umiddelbart har man brug for tid til at bearbejde en hel masse indtryk. Man har brug for en tænkepause med risiko for, at man i den periode går i stå.

Man er mere sårbar og usikker og man bliver meget nemt irriteret og frustreret. Nogle bliver isolerede, fordi de ikke ønsker eller magter så mange sociale kontakter. Andre foretrække at have så lidt fokus på problemerne, som muligt – det er måske forbundet med en form for ubehag. Måske er man genert. Måske mener man ikke, man kan overskue det alt sammen, eller måske skammer man sig over – eller er ked af, at man er havnet i en sådan situation – at man har fået en sygdom, der gør, at man ikke længere er så god til at huske.

Det er meget nemt at leve ned til forventningerne: »det kan jeg ikke huske« – »det kan jeg ikke finde ud af« – og så er man måske tilbøjelig til at blive siddende i gyngestolen.

Vi siger det ikke til nogen, vel
Det, at der er noget galt med hukommelsen, kan jo – i længden – ikke skjules, og hvorfor skulle det også det. Der er i grunden ikke noget at være flov over.

Åbenhed er vejen til forståelse, siger man, og ved at være åben om sin sygdom, behøver man ikke hele tiden at være bange for at blive afsløret. Desuden er det meget trættende hele tiden at forsøge at være som før. Og det er meget stressende at skulle strenge sig an og samtidig være bange for, at det alligevel ikke lykkes.

Men det kan godt være svært at komme i gang igen. Her er der sandsynligvis brug for en form for »starthjælp«. Der er brug for nogen til at tage fat og skubbe på. Og her er hjælpen, trygheden og støtten fra sit velkendte netværk afgørende – og det skal man hverken være ked af eller flov over.

Alle kan få brug for hjælp fra de personer, man har omkring sig. Hvis man så også trækkes med en demenssygdom, kan man især få brug for hjælp. Det er nemlig vigtigt, at sygdommen ikke kommer til at overskygge hele ens liv. Man skal netop blive ved med at leve, som man altid har gjort det, og holde fast i de aktiviteter, man kan lide.

Det er da nemt nok at påstå
Derfor vil jeg skynde mig at indskyde: jeg har prøvet det!

I januar, 2004, fik jeg diagnosen: »Alzheimers sygdom«. Jeg havde det meget svært i begyndelsen, – efter diagnosen var stillet, og jeg var blevet sygemeldt.

Nu hjalp det jo heller ikke, at jeg blev sygemeldt fra første dag – på det tidspunkt var jeg ansat ved elforsyningen, og min chef mente ikke, at el og glemsomhed var en god cocktail. Jeg fik lov til at »rydde op«, hvorefter jeg stoppede med arbejdet.

Det burde måske ikke have betydet den store omvæltning. Jeg var på det tidspunkt tæt på min 58 års fødselsdag og var, mentalt, så småt begyndt at forberede mig på efterløn. Men – den omgangskreds jeg havde, forsvandt med arbejdet,og jeg holdt mig langt væk fra naboer og venner. Alle forbindelser – alle stik, blev trukket ud. Dagene blev ens – og ret så ligegyldige. Jeg blev særdeles passiv. Jeg var komplet ligeglad med det hele.

Alt gik i forfald. Hus og have blev forsømt – og det blev familielivet så sandelig også. Langsomt udviklede jeg mig til en sand ekvilibrist i navlepilleri: »det er ligegyldigt« – »det kommer ikke mig ved«.

Jeg gemte mig. Jeg syntes, det var ubehageligt at snakke om sygdommen. Jeg ville helst ikke møde nogen jeg kendte, når jeg var ude – enten for bare at gå en tur, eller når jeg var i Brugsen. Og det er vanskeligt at undgå, når man bor i et mindre bysamfund.

I et åbenbart lyst øjeblik fandt jeg ud af, at kunne jeg bare komme ned til busstoppet eller stationen, så kunne jeg tage til Aalborg. Her var fred og ro. – Det kan måske godt lyde mærkeligt, men sådan følte jeg det. Her mødte jeg ingen jeg kendte – muligheden var under alle omstændigheder lille. Her var der ingen der spurgte til min situation og helbred.

I realiteten var det sådan, at når jeg ikke var »på flugt«, isolerede jeg mig i et hjørne af huset. Det mentale rullegardin var rullet ned. – Der var helt sort!

Nå, kort tid efter jeg fik førtidspension, i maj 2004, blev jeg kontaktet af vores lokale demenssygeplejerske og det var netop den kontakt, der fik mig op af gyngestolen. Nu skal jeg indrømme, at det godt nok ikke var ved det første skub, jeg kom i gang, men da demenssygeplejersken kom med en folder fra Specialskolen for Voksne blev min interesse vakt.

På det tidspunkt var Specialskolen for Voksne en institution under Nordjyllands Amt, men ved strukturreformen, pr. januar 2007, blev skolen overført til Aalborg Kommunes administration.

Aalborg Kommunes tilbud til yngre mennesker med demens
Nu, hvor Specialskolen for Voksne er kommet under Aalborg Kommunes administration, kan Aalborg Kommune tilbyde en, efter min mening, særdeles interessant buket af tilbud til yngre mennesker med demens.


Specialskolen for Voksne:
Specialskolen for Voksne tilbyder kompenserende undervisning.

  Som det står skrevet i skolens materiale, er det bl.a. at: »finde og afprøve nye strategier, som styrker kursistens hukommelsesfunktion og dermed forebygger eller udsætter handicappet, så kursisten opnår en bedre livskvalitet«.          

Houstruphus:

Houstruphus er et aktivitets- og netværkstilbud for yngre mennesker med demens og deres pårørende. Det er et lille, ældre, idyllisk skovhus i Hammer Bakker.
Houstruphus er et »grønt« tilbud, der giver oplevelser af årstider, naturens og vejrets skift
 

- en oplevelse af samvær i omgivelser der styrker både de mentale, sociale og fysiske færdigheder.
          
Mødestedet:

  Mødestedet er et tilbud til mennesker med en demenssygdom. Vi mødes hver torsdag klokken 13.00 – 16.30 på Specialskolen for Voksne.
Med Mødestedet vil vi gerne nå ud over kommunegrænserne, – til hele Region Nordjylland, så vi også kan bruge Mødestedet som regional        

TænkeTank og selvfølgelig som lokalredaktion for Alzheimer-avisen.

Humørklubben:

Humørklubben holder til i Lions Parken, som er et aktivitetscenter og plejehjem med tilhørende ældreboliger i Nørresundby. Der er gode lokaler, en dejlig terrasse og en stor lukket gårdhave.
Man har også mulighed for at bruge et stort træningslokale med cykler og
 

styrketrænings-maskiner. Der er mulighed for at slappe af i et sanserum og adgang til erindringsstue og -køkken. 
        
Støtte og kontaktperson:
Er en opsøgende medarbejder, der skal medvirke til afværge den sociale og kulturelle udstødning, som opleves af mange demensramte.
Der fokuseres på at skabe struktur på hverdagen og at finde samvær og aktiviteter, som gør dagligdagen meningsfuld. Det er i særlig grad aktuelt umiddelbart efter demensudredningen, hvor der endnu ikke er etableret formel kontakt til andre kommunale tilbud…

… Tilbud, der er fyldt med dejlige oplevelser og udfordringer i et godt socialt samvær med ligestillede, – men det fortæller jeg meget mere om næste gang.

Tilbage til Arkiv 2008
h

Aktuelt

17. september 2018

Demensvenligt Sygehus - patientvenligt for alle

OUH Svendborg Sygehus som specialsygehus har en målsætning om at blive et Demensvenligt sygehus


25. marts 2018

Kallerupvej-modellen

Magasinet er en beskrivelse af dagligdagen på Kallerupvej og den meget forskellige brug, der er af lokalerne og stedet.


7. februar 2018

"Når plejeboligen nærmer sig"

Dette hæfte giver gode råd fra pårørende ægtefæller - til ægtefæller og andre nære pårørende - til mennesker med en demenssygdom


7. februar 2018

"Kom i gang i god tid"

- gode råd til demensramte og deres pårørende - fra pårørende ægtefæller


Kallerupvej

Seniorhus Odense

Alzheimerforeningen

Alzheimer-avisen på Facebook

 
  www.alzheimer-avisen.dk - Kallerupvej 58 - 5230 Odense M - Tlf. 6619 4091
Email: kallerupvej58@gmail.com