Alzheimer avisen
 

Bakkehus

 

3. juni 2008
Skrevet af: Niels Klint, Ib Nordland, Poul Lynderup


Der ligger det ... Bakkehuset !

Idyllisk i udkanten af Gribskov – tæt på Kagerup Station – 10 kilometer nord for Hillerød.
Med skovens mangfoldige dyreliv på den ene side af huset og græssende heste på de åbne marker på den anden side.
 
Vi har i dette første nummer af Alzheimer-avisen valgt at fortælle om vores dejlige, stråtækte idyl: Bakkehus.

Bakkehus

Først lidt historik…
Det tidligere Frederiksborg Amt oprettede i 2005 – som et projekt – et dagtilbud til personer med tidlig demens. Da amtet blev nedlagt videreførtes tilbuddet i privat regi under navnet DemensKontakten. Bakkehus er ét af tilbuddene under DemensKontakten.

En dag i Bakkehus
Vi er i alt 25 personer fra det meste af Nordsjælland, som mødes i Bakkehus én eller flere gange om ugen. Vi er seks demensramte hver dag. Sammen med os er enten Karen, som er psykolog eller Poul, der er sygeplejerske – og altid en eller to frivillige hjælpere. Nogle af os kommer kun én dag om ugen. Andre kommer flere dage.

Dagene forløber meget forskelligt, selv om der er visse faste holdepunkter.
Vi mødes altid kl. ca. 10. Vi kommer med Taxa. Et par stykker går straks i gang med at lave kaffe. Andre dækker bord. Og i vinterperioden er der én, som straks tænder op i brændeovnen.

Formiddagskaffen er et socialt samlingspunkt for os. Vi hygger os og snakker om løst og fast. Én har måske været på ferie og har en masse oplevelser at berette. En anden fortæller om noget, han har set i tv aftenen før, eller læst i dagens avis. I det hele taget diskuterer vi ofte dags-aktuelle emner, både de helt lokale, men også hvad der sker ude i verden.

Vi bruger ikke megen tid på at tale om vores demenssygdom, men hvis én af os bringer emnet på banen, så drøfter vi det naturligvis. Det betyder meget at kunne tale om sin sygdom med nogle, som forstår den situation man er i.

Efter formiddagskaffen er det tid til at være lidt fysisk aktiv. En rask travetur i skoven kan jo altid friste. I hvert fald de fleste af os.

Men ellers er der næsten altid nogle praktiske opgaver i hus og have. Er det knagerækken i garderoben, der er ved at falde ned, eller én der har rykket lidt for meget i en gardinstang, ja så må vi have fat i værktøjet og have tingene repareret. Foråret er tiden, hvor haven især kalder. Der skal ryddes op efter vinteren. Fuglenes efterladenskaber fra foderbrættet skal fejes væk fra fliserne. Havemøblerne skal ned fra loftet. Drivhuset skal gøres klar til tomatplanterne. Og sådan kunne vi blive ved.
Praktiske opgaver er der nok af. Men det vigtigste er det gode sociale fællesskab, som vi har omkring opgaverne.

Vi laver også mange udflugter i vores mini-bus. Besøger museer med spændende udstillinger. Ser Rhododendron-parken ’Sofiero’ i Sverige. Kører til Dyrehaven og oplever rådyrene, eller tager en tur til stranden om sommeren for at bade. Alle muligheder står åbne.
Er vi på udflugt, spiser vi som regel frokost på en hyggelig restaurant, hvis vi da ikke selv har frokost-kurven med og spiser i det grønne.

Til dagligt i Bakkehus laver vi selv frokosten. En dag havde én af os taget porrer med fra egen have. Så var det nærliggende at lave en porresuppe – og det gjorde vi. Vi har planer om til sommer at skulle ud at sejle og prøve om, vi selv kan fange nogle fisk til en god frokost.

Som enhver nok kan forstå, går en dag i Bakkehus utrolig hurtigt. Pludseligt er klokken blevet 15:15, og Taxa’en venter udenfor.
Det var en kort beskrivelse af Bakkehus. Et tilbud i Nordsjælland til personer, som får en demenssygdom.

I de efterfølgende artikler vil vi følge op med interviews af personer, der er tilknyttet Bakkehus.

Tilbage til Arkiv 2008
h

Aktuelt

17. september 2018

Demensvenligt Sygehus - patientvenligt for alle

OUH Svendborg Sygehus som specialsygehus har en målsætning om at blive et Demensvenligt sygehus


25. marts 2018

Kallerupvej-modellen

Magasinet er en beskrivelse af dagligdagen på Kallerupvej og den meget forskellige brug, der er af lokalerne og stedet.


7. februar 2018

"Når plejeboligen nærmer sig"

Dette hæfte giver gode råd fra pårørende ægtefæller - til ægtefæller og andre nære pårørende - til mennesker med en demenssygdom


7. februar 2018

"Kom i gang i god tid"

- gode råd til demensramte og deres pårørende - fra pårørende ægtefæller


Kallerupvej

Seniorhus Odense

Alzheimerforeningen

Alzheimer-avisen på Facebook

 
  www.alzheimer-avisen.dk - Kallerupvej 58 - 5230 Odense M - Tlf. 6619 4091
Email: kallerupvej58@gmail.com