Alzheimer avisen
 

Besøg fra Vejle

 

28. januar 2009
Skrevet af: Laura Poulsen & Pia Stolarczyk

Besøg fra Vejle

 
Besøg på Rådgivnings- og kontaktcentret for demensramte og pårørende den 20.01.2009
(Forkortet af redaktionen).

I dag har vi, Laura Poulsen & Pia Stolarczyk, begge sygepleje-studerende fra Vejle, været på besøg på Rådgivnings- og kontaktcentret for demensramte og pårørende. Ideen til dette besøg fik vi efter et foredrag på Vejle Sygeplejeskole i efteråret 2008, hvor Ulla Thomsen og 2 yngre demensramte holdt oplæg. Det var så livsbekræftende og inspirerende, at dette vakte min nysgerrighed og vi aftalte besøg.

Besøg på Rådgivningscentret
Dagen startede med en varm imødekommenhed. Den første demensramte vi hilste på, synliggjorde med det samme, hvad der gør dette center så unikt, humoren, trygheden, selvironien - ja, han var jo egentlig glad for at have haft en hjerneblødning - for det beviste jo, at han havde en hjerne…

Respekt og ligeværdighed
Vi faldt hurtig i snak i køkkenet med den næste demensramte, som indprentede os vigtigheden i, at udvise respekt og ligeværdighed som plejepersonale. Ligeså vigtigt er det at give sig TID, da demente har brug for lidt mere tid, til at reflektere over tingene. Som plejepersonale skal man vide, at demente mærker/sanser det nonverbale øjeblikkeligt, så den mindste stress, påvirker straks den demensramte.
Lidt i 10 gik vi til kaffebordet med de hjemmebagte boller, og så sad vi et bordfuld pool-spillere, et par frivillige, flere pårørende samt en journaliststuderende. Atmosfæren var lige dele respektfuld, nænsom og munter.

Pårørende fortæller
Vi studerende fik lov til at interviewe de forskellige grupper. Først tre pårørende, hvoraf to var enkemænd, som havde hver deres oplevelse af, hvad det vil sige at lade deres ægtefælle flytte på plejehjem. Det var meget, meget tankevækkende.

Åbenhed og ærlighed
Som fremtidigt plejepersonale, står det knivsskarpt, hvor vigtigt det er, at kommunikationen mellem pårørende og personale er åben og ærlig. Det er vigtigt at lære den pårørende at kende, at vi er støttende, da den pårørende jo befinder sig i en stress/krisetilstand over længere tid. Jo tak, tingene forandrer sig hele tiden, men her er der hele tiden tale om tab af færdigheder.

Gode oplevelser
Den 3. pårørende gav os indsigt i fasen før aflastning, hvor man stadig bor i eget hjem, og hvor man er opmærksomme på at nyde nuet, og få nogle gode oplevelser sammen.

Demensramte, frivillige og Alzheimer-avisen
Efter en udsøgt frokost, blev det tid til at lave indlæg/debattere fremtidige tiltag og artikler til Alzheimer-avisen. Vi kom i selskab med en frivillig og en enlig demensramt med optimisme.

At holde styr på hverdagen, når man har demens
Hun beskrev, hvad det vil sige, at være nødt til at holde styr på det meste selv. Det er hjernegymnastik at planlægge en rejse fra A til B og det kan sagtens tage et par timer.

Hun fortalte, hvordan hun hjælper sig til at huske
Hun har sat fotografier af sin pung, penge, nøgler, mobil, vanddunk, busplan, rejseplan m.m. op på hoveddøren, så hun husker at få det med, når hun skal ud.

Og hvordan hun kringler at koge et æg til sig selv; man fylder lidt vand i en kasserolle, lægger et æg i og bliver STÅENDE til det koger, og så slukker man og dernæst kan man gå, og alt efter hvor godt man husker, kan man jo få sig et dejligt blødkogt æg, og hvis man har glemt det, ja, så man tage et hårdkogt. En afblænding af komfurets 2 ud af 4 kogeplader, har også vist sig at være et fornuftigt initiativ.

Et godt netværk betyder meget
Et godt netværk er vigtigt. Det samme er støttepersoner fra §85 ordningen. Vi talte med en person, som var fuld at optimisme, og vi nød at høre om hendes tætte forhold til sin datter og til svigersønnen, som godt nok sagde, at det var svært at have en demensramt svigermor, men det var også mægtigt sjovt på samme tid.

Et livsbekræftende møde, som kan siges med et citat fra hende selv: Der er en Vilje til at Ville – Det styrker Evnen til at Kunne.

Tak for åbenhed og hjertevarme

Vi oplevede at demensramte er lige så individuelle og forskellige som resten af befolkningen og at respekt og tid er vigtige for et ligeværdigt samvær.

Vi modtog en masse skriftligt materiale, digte og en dvd med titlen ”Livsglæde”, og dette må siges at være det helt rigtige ord for at beskrive dette center. En frihed til ”at være den, man er”.

Vi tog glade og fuld af nye indsigter afsked. At vide, at der findes et center som dette, med en rummelighed, faglighed og nysgerrighed, gør det svært ikke at fortælle videre.

I skal ALLE have tusind tak for Jeres åbenhed og hjertevarme!

Mange glade hilsner
Laura Poulsen & Pia Stolarczyk

Tilbage til Gæster 2009
Tilbage til Arkiv 2009
h

Aktuelt

25. marts 2018

Kallerupvej-modellen

Magasinet er en beskrivelse af dagligdagen på Kallerupvej og den meget forskellige brug, der er af lokalerne og stedet.


7. februar 2018

"Når plejeboligen nærmer sig"

Dette hæfte giver gode råd fra pårørende ægtefæller - til ægtefæller og andre nære pårørende - til mennesker med en demenssygdom


7. februar 2018

"Kom i gang i god tid"

- gode råd til demensramte og deres pårørende - fra pårørende ægtefæller


Kallerupvej

Seniorhus Odense

Alzheimerforeningen

Alzheimer-avisen på Facebook

 
  www.alzheimer-avisen.dk - Kallerupvej 58 - 5230 Odense M - Tlf. 6619 4091
Email: kallerupvej58@gmail.com