Alzheimer avisen
 

Laila's fristed og Terapi-haven

 

Laila's fristed og Terapi-haven

27. september 2011

Skrevet af: Laila Dyrving
Fotos: Redaktionen


"Min kolonihave gør mig godt"

Laila's fristed og Terapi-haven


Laila Dyrving's beretning om hendes "lille fristed" og en tur til Terapi-haven ved Bovense mellem Nyborg og Kerteminde.


Laila's fristed og Terapi-haven

Efter jeg fik min Alzheimer diagnose har jeg brugt mere og mere tid i min kolonihave. Jeg kan mærke, at det at opholde mig i haven, gør mig godt.

Vi har arbejdet på at dele haven op i flere små ”rum”, med hver sin funktion. Vi har et område hvor vi dyrker grøntsager, altså hvor vi får jord mellem fingrene.

Vi har et område med en lille sø, et område med duftende blomster, et område, hvor vi kan sidde mange om et hyggeligt bord, vi har et lille drivhus med mulighed for at sidde under en efter hånden stor ”vin”, vi har områder, hvor det får lov til at gro vildt.

Jeg har læst meget om sanse/terapi haver og vi på redaktionen fik en mulighed for at besøge en sansehave mellem Nyborg og Kerteminde. Vi kørte først ned til stranden, som ligger tæt ved sansehaven, og fik en dejlig medbragt frokost.

Laila's fristed og Terapi-haven

Vi var meget heldige, for vejret var med os, en dejlig solskins september dag.

Laila's fristed og Terapi-haven

Laila's fristed og Terapi-haven

Vi blev mødt i sansehaven af Bodil Høirup som er ejer og uddannet samtaleterapeut.  Først fik vi en lille historie om, hvornår hun og hendes mand købte stedet. Det var et gammelt bindingsværkshus med en stor have. Haven var opdelt i mange rum og da haven var meget gammel, var det muligt med bevoksningen, at skabe nogle meget lukkede rum.

Det første rum var det delvist ”ordnede” rum med mulighed for socialt samvær. Der var duftende blomster og en stor ro i rummet. Et stort fælles bord, mulighed for at tale sammen to og to, samt mulighed for at sidde alene og få ro.

Herfra gik turen videre gennem det ”urolige” rum.  Her fik naturen lov til at udfolde sig på egen hånd.

I næste afdeling var der krydderurter, som derfor appellerede til dufte sansen. Her var der også bygget et halmhus, med mulighed for ro og fordybelse. Halmhuset havde indbygget en udsigtsplads med mulighed for udsyn til havet, over marker med dyr, samt dele af haven.

Sansehaven havde også dyrehold. Der var bl.a. to heste, høns, en kat og så lå naboens marker med køer, op af haven. Vi fik mulighed for at børste og strigle den ene hest, en dejlig rolig lille hest. Da hønsene blev lukket ud af deres indhegning fulgte de os trofast rundt, dog med behørig afstand.

Laila's fristed og Terapi-haven

Vi afsluttede, hvor vi startede, nemlig i det første rum, hvor Bodil bød på kaffe og hjemmebagt kage.

Det var en dejlig dag og gav mig yderligere inspiration til min egen have. Jeg kan som tidligere skrevet mærke, at opholdet i min have gør mig godt.

Jeg føler faktisk, at når jeg er i haven, er jeg fuldstændig rask. Jeg kan overskue livet i haven og bliver ikke forvirret eller utryg over hvad dagen bringer. Arbejdet og bare opholdet i haven gir mig mulighed for at finde mine stærke sider. Jeg får ingen nederlag, for jeg gør ting, som er gode for mig. Jeg maler, jeg slår græsplænen, jeg sår og planter, ser det spire og gro, jeg ligger i hængekøjen og nyder en rolig stund.

Vi gør et stort forsøg på at planlægge havens fremtid i takt med min sygdoms-udvikling, så haven bliver mer og mer overskuelig for mig, samt for min mand at passe.

Bodil's Terapihave
Strandtvedvej 7
Bovense
5800 Nyborg
http://bodilsterapihave.dk

Tilbage til Arkiv 2011

Aktuelt

25. marts 2018

Kallerupvej-modellen

Magasinet er en beskrivelse af dagligdagen på Kallerupvej og den meget forskellige brug, der er af lokalerne og stedet.


7. februar 2018

"Når plejeboligen nærmer sig"

Dette hæfte giver gode råd fra pårørende ægtefæller - til ægtefæller og andre nære pårørende - til mennesker med en demenssygdom


7. februar 2018

"Kom i gang i god tid"

- gode råd til demensramte og deres pårørende - fra pårørende ægtefæller


Kallerupvej

Seniorhus Odense

Alzheimerforeningen

Alzheimer-avisen på Facebook

 
  www.alzheimer-avisen.dk - Kallerupvej 58 - 5230 Odense M - Tlf. 6619 4091
Email: kallerupvej58@gmail.com