Alzheimer avisen
 

Kirsten Suhr

 

Meningsfuld hverdag

Kirsten Suhr   Kirsten Suhr
Pædagog
Født 1964

Gift. 4 børn, 4 svigerbørn, 5 børnebørn,
samt en ældre mor
Bor i Vejle


For Kirsten Suhr har mødet med Kallerupvej været en stærk oplevelse, som er med til at give hende en meningsfuld hverdag - midt i meningsløsheden over at være ramt af demens i så ung en alder.

Det var ikke uden en vis portion baskende sommerfugle i maven, at Kirsten Suhr første gang trådte ind af døren på Kallerupvej. Men det skulle vise sig, at det lille skridt fik stor betydning for hendes fremtidige liv.

- Det var vildt underligt for mig at tage det skridt. Og jeg var meget i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var noget for mig at komme sådan et sted. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, siger Kirsten og fortsætter smilende:

- Men jeg blev jo modtaget med åbne arme af Ulla Thomsen. Vi fik en kop kaffe, og Ulla gik lige til biddet for at få mig til at fortælle om min situation. Det var første gang, at jeg mødte et menneske, som forstod mig, siden jeg havde fået min demensdiagnose. Det var en hel fantastisk oplevelse, så jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ville komme igen, da jeg gik ud af døren.

Og siden den dag har Kirsten været en fast del af Kallerupvej, hvor hun blandt andet er med i redaktionen af Alzheimer-avisen.

Vil gøre en forskel

For Kirsten er det helt afgørende, at det hun laver giver mening i hendes hverdag. Og at hun selv har indflydelse på, hvad det er, hun vil beskæftige sig med.

- Jeg vil ikke bare aktiveres med meningsløse terapi. Jeg vil være med til at præge udviklingen. Og jeg vil være med til at fortælle

om yngre dementes situation, så politikere og andre mennesker får øjnene op for, at vi skal leve rigtig mange år med den sygdom. Og derfor har vi krav på at få nogle ordentlige livsvilkår, fastslår Kirsten.

Derfor er hun også kommet med i oplysningsgruppen, som tager ud og holder foredrag om yngre dementes situation:

 
- Det er med til at give mig en helt ny identitet og øget selvtillid, at jeg har fået noget meningsfyldt at arbejde med. Samtidig tror jeg på, at det holder min sygdom nede.

Hjertevarme og respekt
Kirsten oplever, at der er et meget hjertevarmt og respektfuldt fællesskab på Kallerupvej.

- Det bedste er, at jeg ikke tænker ret meget over min sygdom, når jeg er her. Det gør jeg ellers rigtig meget, når jeg er alle andre steder. Men her føler jeg mig fuldstændig tryg og accepteret, som det menneske jeg er blevet, pointerer hun og tilføjer:

- Jeg elsker at komme her. Det giver mig en masse god energi, og jeg er fuldstændig høj, når jeg kører hjem om eftermiddagen. Kirsten har arbejdet som pædagog i mange år, men nu søger hun om førtidspension, så hun er glad for at have centret som én af hendes livsnerver.

Kirsten Suhr
Fra kunstudstillingen "Kunsten at leve med demens" på Filosoffen i Odense, juni 2012.


Tilbage til Christiansborg


Tilbage til Arkiv 2013

Aktuelt

25. marts 2018

Kallerupvej-modellen

Magasinet er en beskrivelse af dagligdagen på Kallerupvej og den meget forskellige brug, der er af lokalerne og stedet.


7. februar 2018

"Når plejeboligen nærmer sig"

Dette hæfte giver gode råd fra pårørende ægtefæller - til ægtefæller og andre nære pårørende - til mennesker med en demenssygdom


7. februar 2018

"Kom i gang i god tid"

- gode råd til demensramte og deres pårørende - fra pårørende ægtefæller


Kallerupvej

Seniorhus Odense

Alzheimerforeningen

Alzheimer-avisen på Facebook

 
  www.alzheimer-avisen.dk - Kallerupvej 58 - 5230 Odense M - Tlf. 6619 4091
Email: kallerupvej58@gmail.com